For nogle år tilbage sad jeg og talte med en venindes mand. Han fortalte, at i den virksomhed som hans forældre havde etableret og som han nu var aktivt bestyrelsesmedlem for, havde de et stort ønske om at få flere kvinder ind på lederposter.
For nogle år tilbage sad jeg og talte med en venindes mand. Han fortalte, at i den virksomhed som hans forældre havde etableret og som han nu var aktivt bestyrelsesmedlem for, havde de et stort ønske om at få flere kvinder ind på lederposter. De lagde mærke til, at mange af kvinderne ude i organisationen helt naturligt havde talent for at få folk med sig. Uden at have gået på lederskole eller andet dyrt. Ikke underligt, at topledelsen ønskede mere af den slags. Sagen var bare den – fortalte min venindes mand – at når de så udpegede én af disse naturbegavede kvinder … så gik det slet ikke som forhåbet. Indenfor kun få måneder skete der en forandring i disse kvinder. Hans ord for det var: de blev sgu til mænd, Jane!
Selvom denne dialog fandt sted for + 10 år siden, så er den stadig topaktuel. Jeg ser hver eneste dag kvinder, som har mistet deres femininitet på karrierevejen. Og jeg undrer mig på ingen måde over det. For jeg har selv været der. Sad i en ledergruppe som eneste kvinde blandt ingeniørmænd. Da gik der hårdknude i mine værdier. Det var upassende at mærke efter og helt utænkeligt at have ”en fornemmelse” og alt blev målt, vejet og godkendt eller afvist. Sort og hvidt. Men jeg opdagede ikke, at jeg langsomt tilpassede mig og mistede dele af dét, jeg ellers var blevet hyret ind på.
En dag efter et personalemøde gik jeg lige en rundtur i huset og opdagede, at én af vores dygtige og loyale assistenter sad og græd ved computeren. Naturligvis spurgte jeg … er der noget jeg kan hjælpe dig med? Hvortil hun svarede: Jamen Jane jeg kan bare ikke holde til at høre, at de er så hårde ved dig! – da gik det op for mig, at jeg var holdt op med at mærke efter og bare rapporterede ind til et system styret af resultatriddere og magt-artister. At jeg ikke længere var dén personlighed, de havde headhuntet ind. Så jeg måtte ta’ mit gode tøj og gå. Finde mig selv frem igen og finde et erhverv, hvor det er muligt at holde fast i den feminine energi samtidig med, at der nås mål og høstes resultater.
Dét kan nemlig godt lade sig gøre. Men det er ikke nogen nem opgave. Det er ikke mange rollemodeller kvinder har at skele til. Rigtigt mange af de kvinder vi ser på topposter rundt omkring er netop blevet til omvandrende habitter og giver køb på de feminine værdier.
Men det ulmer derude … jeg oplever, at de feminine værdier – uanset om de så kommer fra en herre eller en dame – er i høj kurs. Alle undersøgelser peger på, at hvis du vil lede de unge mennesker, som er på vej ud i erhvervslivet, som må du evne at skabe en god kultur, du skal arbejde med et produkt, som de opfatter som ”meningsfyldt” og det skal være helt naturligt at opretholde en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Gode lønninger og udsigt til lederstillinger falder drastisk i kurs. Det giver ikke nok mening.
Det er ikke længere bare ”in” at sætte de feminine værdier i højkurs. Det er ganske enkelt (sagt meget maskulint) et krav for at overleve. Survival of the fittest? The most flexible? The most balanced? – hvad er det, der står til at overleve?
Kommentarer modtages meget gerne på jane@instantchange.dk