De gør det bare ikke!

Skrevet af: Jane Rosengren

Efter mere end 10 år i mit erhverv toner sig efterhånden en statistik frem. En statistik som jeg står noget undrende overfor. Kan det passe?
Listen med navne er lang, udfordringerne spændende og resultaterne mange. Resultater som peger i mange forskellige retninger:
  • Jeg vil have min chefs stol – han fik dog nabo-chefens …
  • Jeg er blevet vraget i en headhunting. De vil have en moderne ledertype. Hjælp.
  • Jeg har svært ved at holde fast i mine egne beslutninger, hvis de går imod mit personales ønsker.
  • Vi kan ikke rekruttere de rigtige folk …. Det viste sig, at det ikke var de ansatte, den var gal med!
  • Jeg kan ikke holde mine kursisters opmærksomhed. Træn mine præsentationsteknikker.
  • Jeg er ingeniør – lær mig det jeg ikke ved, at jeg ikke ved – jeg føler mig uvidende i anden potens!
  • Jeg tror, jeg vil være selvstændig, men jeg tør ikke rigtigt. De er alle (og det er mange) lykkedes.
Alle sammen herlige, målrettede, hårdtarbejdende, videbegærlige, udviklingsparate, ambitiøse mænd i lederstillinger. Ja … mænd! Hver og én. Jow jow, der har da været kvindelige ledere omkring, men der er langt imellem dem. Og det var måske fair nok for 10-15 år siden, hvor der var ganske få kvindelige ledere … men i 2014? Der burde komme flere og flere kvinder ind omkring mit coachinglokale. Men det gør der bare ikke. De fleste af de (få) kvinder som gennem tiderne har været i udviklingsforløb hos mig er kommet efter, at der er opstået et problem og først når det er virkelig, virkelig slemt. Én kom til mig efter 2 lange sygemeldinger med stress + 2 opgivne og uvirksomme forløb hos 2 forskellige psykologer. Virksomheden kunne ikke bære den 3. sygemelding, som tydeligt var under opsejling og vi måtte sætte alt ind på at få hende over i et andet spor. Det lykkedes med hiv, sving, Vorherres (?) hjælp og lidt håndkraft …. Men hvorfor kom hun ikke 3 år tidligere? Hvorfor ikke opbygge og uddanne i stedet for at sygemelde og helbrede? Mænd kommer typisk langt tidligere .. og jeg burde jo i virkeligheden være taknemmelig, for det er langt mere udfordrende – og dermed interessant – at være coach for en vital, velfungerende, fremadstræbende leder frem for at skulle hjælpe en slatten karklud. Mænd kommer når de har et spørgsmål, en udfordring eller bare tror, at der er noget at vinde. Kvinder kommer enten slet ikke eller når udfordringer er blevet til uoverstigelige problemer. Hvad handler det lige om? Er kvindelige ledere superfantastiskovernaturligtdygtige og har aldrig brug for en udeforstående til at sætte tingene i perspektiv og stille verdens bedste (af og til samfaldende med ”mest åbenlyse”) spørgsmål? Tør kvindelige ledere ikke bede om at få en coach, fordi de (helt fejlagtigt) tænker, at de så fremstår svage? Vil kvindelige ledere ikke have en kvindelig coach? Er de i forløb hos mine mandlige kolleger? Er kvindelige ledere betænkelige ved at investere firmaets kroner i deres personlige udvikling og trivsel i ledergerningen? Uanset årsagen … som jeg meget gerne hører din holdning til … så er fakta, at det er mandlige ledere, som søger min coaching og derved opnår udvikling, indsigt, afklaring, karriereboost og mindre tendens til stress og bekymring.

Kategorier

Nyeste